Om dagplejen
Dagplejen Holbæk By har ansat 21 dagplejere, to dagplejepædagoger, en pædagogisk leder og en assistent til at varetage telefonen om morgenen, hvis en dagplejer bliver syg.
Ved opstart fortæller din dagplejer, hvordan dagligdagen er i dagplejehjemmet. I store træk vil det overordnede være ens i alle hjem. Dog vil hvert hjem altid have sit eget særpræg. Tryghed, nærvær, omsorg, spontanitet og fleksibilitet er dagplejens styrker.
Dagplejen har en åbningstid, som kan ligge fra kl. 06.00 til kl. 18.00. Den enkelte dagplejer har en individuel åbningstid på 48 timer inden for denne ramme.
Dagplejerne går i legestue en gang om ugen ved Bispehøjen i Holbæk. I legestuen lærer jeres børn at være sammen med flere børn end når de er hjemme i dagplejehjemmet. Børnene lærer også den dagplejer at kende, som jeres barn skal i gæstepleje hos, når jeres faste dagplejer har ferie.
Et godt tilbud til de mindste
Dagplejen tilbyder hjemlighed, nærhed og tryghed, og vi har masser af tid til det enkelte barn og barnets familie. I dagplejen vil det til hverdag være den samme voksen, der er omkring dit barn. Det trygge miljø, som dagplejen kan tilbyde er godt for alle børn. Børn, der er født for tidligt, sensitive børn, børn der er vokset op med traumatiske oplevelser m.m. får ligeledes en god start i dagplejen, hvor rammerne er små og trygge. Vi giver jeres barn den nærhed og omsorg, som er så vigtig for helt små børn.
Vi vægter den daglige dialog, med jer forældre, om jeres barns trivsel meget højt. Dagplejeren vil altid kunne fortælle jer, hvordan jeres barn har haft det i dagplejen. Vi kan altid drøfte eventuelle spørgsmål og de udfordringer, der helt naturligt kan opstå, når man er forældre.
Faglig profil
I Dagplejen Holbæk By stræber vi efter et højt fagligt niveau, hvor det tætte relationsarbejde, tidlig indsats og tryg tilknytning med udgangspunkt i Rikke Ydes bog ”Udviklende Øjeblikke” vægtes højt.
Vi arbejder med KIDS, som er et redskab til at evaluere og udvikle kvaliteten. Dette sammenholdt med den pædagogiske læreplan som fundament. Dagplejen Holbæk By har udarbejdet vores egen sprogkalender med dialogord, som danner grundlag for de lege og aktiviteter, der foregår både hjemme og i legestuen.
