Hverdagen

 

I Dagplejen Holbæk By består hverdagen af en tryg atmosfære, rolige rammer og faste rutiner krydret med temadage, ture ud af huset og en masse leg.

Herunder finder du en masse praktiske oplysninger om alt det, der er værd at vide som forælder i vores dagpleje. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Læs mere

En tryg start

Når dit barn starter i dagpleje, skal du afsætte mindst en uges tid til opstart.

Dagplejehjemmene

Dagplejen består af 24 forskellige dagplejehjem med hver deres hjemlige og personlige omgivelser og med hver deres særpræg.

Når man bliver ansat som dagplejer, åbner man sit private hjem og lader det offentlige benytte sig af hjemmet som pasningstilbud. Derfor er hjemmet godkendt af en pædagogisk leder.

Hjemmet bliver indrettet, så det er egnet til udvikling, læring og pasning af op til fem børn i dagtimerne. Der skal være mulighed for at lege både ude og inde, og alle sikkerhedsprocedurer skal være opfyldt. Målet er at give børnene en så god og indholdsrig dag som muligt i trygge og hjemlige omgivelser. Dagplejerne arbejder tæt sammen i det daglige, og mødes mindst en gang om ugen i legestuen med alle børnene.

Besøg i dagplejen

Som nybagte forældre eller som mødregruppe er I altid velkomne til at aftale et besøg, enten hos en dagplejer eller i vores legestue. Kontakt os på tlf. 72 36 51 76.

Vi prioriterer disse besøg højt, da det giver jer som forældre mulighed for at få kendskab til dagplejen, og mulighed for at I kan se og opleve, hvordan dagligdagen ser ud i dagplejen, således at I kan træffe det rigtige valg. Når man som forældre får tilbudt en dagplejeplads, skabes den første kontakt hos enten dagplejeren eller i legestuen.

Opstartssamtalen

Når barnet starter i dagplejen holder dagplejer, forældre og dagplejepædagog et kontaktmøde, hvor alle informationer om barnet/familien nedskrives i et stamkort.

Forældre oplyses om almindelig praksis i dagplejen, og der udveksles forventninger til hinanden. Ved dette møde har forældrene også lejlighed til både at stille spørgsmål om dagplejen og fortælle om barnets adfærd og vaner. Desuden aftales praktiske ting vedrørende dagligdagen. Kontaktmødet foregår enten i dagplejehjemmet eller i legestuen.

Opstarten

Dit barn skal lære nye ansigter og et fremmed hjem at kende. Ved at introducere alt det nye i små dosis, gør vi overgangen nemmere for dit barn.

Den første dag er du på besøg i dagplejehjemmet sammen med dit barn. Næste dag siger du farvel og går måske en times tid. Dit barn lærer, at du går og kommer igen. Husk altid at sige farvel! Sig farvel, selvom dit barn græder, når du skal gå. Det går oftest hurtigt over, og du kan altid ringe til dagplejeren og høre hvordan dit barn har det, eller aftale at dagplejeren sender en sms.

I opstarten vænner dit barn sig til, at det er en anden end mor og far, der skal give mad, skifte ble og lægge til at sove. Hvis du fortæller, hvordan I plejer at gøre, og dagplejeren fortæller om sin praksis, så kan I finde ud af at samarbejde om alt det nye for dit barn.

Prøv at gøre afleveringen så ens som muligt. Små børn har brug for forudsigelighed og gentagelser. Det gør dem trygge.

Den daglige dialog

Vi vægter højt, at barn og forældre anvises til en dagpleje, hvor begge parter føler sig trygge, og der er en god positiv kontakt. Det er af største betydning, at forældre har en dagplejer, som de føler sig trygge ved, når barnet afleveres. Derfor er det også vigtigt, at den daglige kontakt mellem forældre og dagplejer fungerer optimalt. Altså at forældre fortæller dagplejer om, hvorledes barnet har haft det siden sidst, hvordan natten er forløbet, hvornår barnet er stået op, træthed eller hvordan barnet har spist til morgen.

Dagens gang i dagplejen

Hverdagen i dagpleje foregår i trygge og genkendelige rammer med faste daglige rutiner.

Kl. 6.30: Det første barn modtages, og der spises morgenmad sammen med resten af familien.

Kl. 7.00: De næste børn møder ind og får tilbudt morgenmad. Dagplejer rydder op og gør klar til en mindre udflugt til den nærmeste legeplads. Måske gruppen skal forbi Netto for at handle ind til frokosten.

Kl. 8.00: Sidste barn møder ind. Børnene når at finde alt legetøjet frem og lege, inden de skal rydde op, så de kan komme på tur.

Kl. 9.00: Går gruppen af sted. Måske mødes de med en anden gruppe, og går sammen på legeplads, måske nydes maden i det fri.

Kl. 12.00: Gruppen går hjem for at sove til middag.

Kl. 14.00: Det første barn vågner efter middagsluren og tilbydes eftermiddagsmad. De øvrige børn følger efter.

Kl. 15.00: Det første barn går hjem.

Kl. 16.30: Det sidste barn går hjem

Giv os besked

I dagplejen lægger vi stor vægt på at tage godt imod jeres barn, ligesom vi også lægger stor vægt på en god afslutning på dagen.

Når I afleverer jeres barn hos dagplejeren, skal I altid huske at fortælle, hvis I har særlige informationer omkring jeres barn.

Hvis jeres barn bliver hentet af en anden end jer forældre, skal dagplejeren have besked i forvejen.

Ferier og fridage

Vi vil gerne have besked på forhånd, hvis jeres barn holder ferie og eller fridage. På den måde kan vi nemmere tilrettelægge vores aktiviteter i hverdagen.

I Holbæk Kommune er der nogle lukkedage hvor alle dagplejer har lukket.

Læs mere om ferier, lukkedage og fællespasning i Holbæk Kommune

Sygdom

Hvis jeres barn er syg, så ring og giv os besked om morgenen. Vi kan ikke modtage syge børn. Børnene skal kunne deltage i de aktiviteter, som foregår i dagplejen. Børn, der ikke kan deltage i dagens aktiviteter, kan ikke komme i dagpleje. 

Hvis dit barn har en smitsom sygdom, vil vi gerne vide besked. Når der er børnesygdomme i dagplejen, får I besked. Hvis jeres barn bliver syg i dagplejen, vil I blive kontaktet, så I kan afhente jeres barn.

Når jeres barn er rask igen, så ring lige og giv besked. Måske er der særlige arrangementer, som barnet skal deltage i.

Der kan være forskellige opfattelser af, hvornår et sygt barn må komme i dagtilbud igen. Derfor læner vi os sig op af Sundhedsstyrelsens retningslinjer om smitsomme sygdomme.

Læs mere hos Sundhedsstyrelsen om smitsomme sygdomme

Dagens måltider

Jeres barn skal ikke selv have madpakke med i dagplejen. Maden sørger vi for. Til gengæld beder vi jer om at medbringe boller eller frugt, når barnet har fødselsdag.

Vi lægger vægt på, at dit barn får en sund og varieret kost i dagplejen

Morgen:

Morgenmad gives indtil kl. 7.30, derefter efter aftale.

Formiddag:

Derudover serverer vi noget at spise om formiddagen. Det kan være frugt eller brød, evt. begge dele.

Middag:

Til middag får børnene rugbrød med varieret pålæg. På legestuedagen serveres varm mad ca. en gang om måneden.

Eftermiddag:

Om eftermiddagen får børnene igen brød og evt. frugt. Dertil drikker vi vand eller mælk.

Særlige lejligheder

Saft og kage bliver kun serveret ved særlige lejligheder.

Vi henstiller til, at forældrene ved fødselsdage medbringer boller eller noget frugt.

Økologisk eller halalslagtet kød kan ikke være et krav i dagplejen.

Sundhedspolitik

I Dagplejen arbejder vi ud fra helhedsopfattelsen, at kost og kropslig bevægelse hænger uløseligt sammen i forhold til sundhed og udvikling. Det vægtes højt, at alle børn i dagplejen hver dag udfordres og stimuleres motorisk, samt at børnene får en sund, varieret og nærende kost.

I Dagplejen tilbydes børnene mad, der lever op til Sundhedsstyrelsen anbefalinger om kost til spædbørn og småbørn.

Alle dagplejere deltager løbende i relevante kurser omkring børn og kost, samt modtager vejledning og supervision fra sundhedsplejerske vedrørende kost.

Dagplejerne holder sig endvidere opdateret omkring Sundhedsstyrelsens kostanbefalinger, samt ændringer på området

Bleer

Du skal selv medbringe bleer til dit barn. Aftal hvordan det skal foregå med dit barns dagplejer.

Husk at tilpasse skiftetøjet til årstiden

Dit barn skal medbringe tøj til al slags vejr, da vi gerne er udenfor hver dag, dvs. regntøj, gummistøvler, termotøj til forår og efterår, jakke, sko/sandaler, indesko, hue/vanter, vintertøj, alt efter årstiden.

Selvom jeres barn har nået alderen, hvor "små uheld" bliver sjældnere, så er det rart, at der ligger et sæt ekstra tøj, som kan tages i brug, hvis uheldet skulle opstå. Der er mange børn, der ikke bryder sig om at skulle iføre sig lånetøj. 

Husk navn i alt tøj og fodtøj.

Sovemuligheder

I dagplejen har vi selv barnevogne, så dem skal I ikke selv medbringe. Børnene i dagplejen sover i barnevogn udendørs hele året. I skal derfor medbringe sovedragt om vinteren.

Fortæl dagplejeren om dit barns behov for søvn og hvile, så vi kan tage hensyn til det i hverdagen. 

Om torsdagen må børnene gerne medbringe tre stykker legetøj.

Skriv navn på legetøjet, så er der gode chancer for at finde det. Vi har ikke ressourcer til at gå og lede efter forsvundet legetøj. Den tid må I selv afsætte, når I henter jeres barn.

Vi kan ikke påtage os ansvaret for legetøjet.

Om fejring af fødselsdage

Barnets fødselsdag skal selvfølgelig fejres. Medbring boller eller lidt frugt til børnene, så sørger vi for resten.

Få information hos din dagplejer om, hvordan fødselsdage fejres.

Senest opdateret 05-11-2025