Madpakker og spisning
Børnehuset har ikke madordning. Dit barn skal derfor have madpakker med hjemmefra.
Vi lægger vægt på, at børnene har varieret og sund kost med. Det vil siger fiberrig og nærende mad, som resulterer i et stabilt blodsukker gennem hele dagen. Er du i tvivl om hvad madkassen skal indeholde, så spørg personalet.
I børnehaven skal barnet have 2 madpakker med (frokost og eftermiddag) og i vuggestuen skal barnet have 3 madpakker med (formiddag, frokost og eftermiddag). Der skal ligeledes medbringes en drikkedunk med vand. Husk at tjekke at dit barn selv kan åbne madkasser og drikkedunk, og skriv navn på alt.
For at dit barn kan være så selvhjulpen som muligt, så åbn figenstænger, ostehaps mv. hjemmefra, så barnet selv kan tage tingene ud af emballage. På den måde undgår vi at for mange fingre skal røre ved barnets mad, personalets fingre bliver skånet og barnet får succes med oplevelsen af, at de kan klare tingene selv.
Vi har ikke er sukkerpolitik eller en ”0 sukker” holdning i huset, men opfodrer til, at man fravælger søde sager i madpakkerne. Børnene bliver ikke mætte af det, og det bidrager ikke til noget specielt godt ved frokostbordet. Undlad også gerne små yoghurter.
Morgenmad
Der serveres ikke morgenmad i huset. Alle børn er velkomne til at medbringe egen morgenmad (gerne en bolle eller lignende), men vi anbefaler at alle får spist hjemmefra.
Man kan spise medbragt morgenmad i tidsrummet kl. 6.30 – 7.30.
Formiddagsmåltidet
Kl. ca. 9.00 spiser vuggestuebørnene formiddagsmad.
Børnehavebørnene kan tage en formiddagsmad hvis de er sultne.
Frokostmåltidet
Frokosten foregår ligeledes under hyggelige former i grupperne på stuerne og i alrummet.
Eftermiddagsmåltidet
Kl. 14.00 spiser vi eftermiddagsmad på stuerne og i alrummet.
Kostpolitik for Børnehuset Ny Munkevænget
Måltidspolitik for Børnehuset Ny Munkevænget
Om kost og sundhed