Forældresamarbejdet

Vi vægter det konstruktive forældresamarbejde. Den daglige dialog samt samtaler og møder er vigtige værktøjer i vores samarbejde med jer forældre.

Forældresamtaler, forældremøder og forældreråd

For os er det vigtigt, at vi og de enkelte forældre har et åbent og konstruktivt samarbejde, der hviler på gensidig tillid og respekt.

Vores kommunikation skal hvile på anerkendelse og direkte dialog. Vi vil altid stå til rådighed for information og gode råd, og er åben for en snak om særlige behov. Hvis der er brug for en samtale, er man altid velkommen til at bede om det.

Samtaler

Når barnet har været i huset i ca. tre til seks måneder tilbydes en forældresamtale, hvor vi taler, om hvordan opstarten er gået, hvordan det går med barnet i børnehuset og hvordan samarbejdet mellem børnehus og forældre går.

Vi tilbyder alle forældre en årlig forældresamtale, hvor vi drøfter, hvad der rører sig i barnets verden og om der er noget, vi sammen skal arbejde videre med. I samtalen benytter vi et dialogværktøj, der hedder ”Alle med”, hvor vi taler om, hvordan barnet har det i hverdagen, kompetencer og udviklingsbehov.

Der er altid mulighed for samtaler alt efter behov, og både børnehus og forældre kan bede om en samtale, hvis man har brug for at drøfte barnets udvikling og trivsel. I nogle tilfælde kan samtalerne være med deltagelse fra andre fagpersoner, som fx PPR, hvis der er brug for det.

Vi tror på, at det gode forældresamarbejde er til barnets fordel. Derfor inddrager vi jer forældre tidligt i et forløb, hvis vi er bekymrede eller opmærksomme på et barns trivsel og udvikling.

Forældremøder

Vi afholder ét forældremøde om året. Temaet for forældremødet tager udgangspunkt i hvad der rører sig i børnehuset samt i dialog med forældrerådet. 

Forældreråd

Børnehuset Holbæk Have har et forældreråd bestående af forældre til børn i børnehuset.

Forældrerådet er på valg en gang årligt og der vælges en formand på første møde efter valget. Der vælges desuden en repræsentant til Dagtilbud Holbæk Bys forældrebestyrelse.

Senest opdateret 22-02-2024