Spring til indhold
Dagtilbud Holbæk By Til dagtilbudholbaekby.holbaek.dk

Profil

I Sofiehaven arbejder vi på at blive et højkvalitetsdagtilbud. Planlagte læringsforløb og plads til børnenes frie leg er nogle af metoderne.

Forskellige børn, forskellige behov

Børnehuset Sofiehaven huser hver dag op mod 100 børn i alderen nul til seks år. Vi er optagede af, at alle børn er unikke, og derfor skal de mødes forskelligt.

Opdeling

Børnene er fordelt på tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Deres stue er deres base, men samtidig arbejder vi meget på tværs af både stuer og afdelinger. Nogle gange går de store vuggestuebørn på tur med de små børnehavebørn, og de store kommende skolebørn samles også på tværs af stuer flere gange ugentligt. Vores børn kender alle voksne i huset og omvendt.

Observationsskema

Vi er optagede af, at alle børn lærer mest muligt, og denne udvikling følger vi i samarbejde med forældrene.

I efteråret 2016 introducerede vi et nyt observationsskema, det hedder Alle Med. Skemaet erstatter de profilark, vi tidligere har benyttet til forældresamtaler. Skemaet udfyldes af os to gange årligt, og giver os et godt overblik over, hvorvidt det enkelte barn udvikler sig alderssvarende, og om der er områder, vi skal have øget fokus på.
Skemaerne kan også give os et billede af, om der er særlige områder, som stuen generelt bør fokusere på. Alle Med har følgende seks overskrifter:

  • Sprog
  • Socio-emotionel udvikling
  • Leg
  • Trivsel
  • Hverdagsaktiviteter
  • Sansning/Motorik

Ugeplaner

I Sofiehaven er ugeplanerne omdrejningspunktet for vores planlagte læringsforløb.

Hver stue udarbejder hver 6. uge en ugeplan. Ugeplanen tager udgangspunkt i vores pædagogiske læreplan, og vi planlægger ugens læringsforløb ud fra de udviklingsområder, der skal styrkes for både det enkelte barn og den samlede gruppe. Vi vægter dette arbejde højt.

Aktionslæring

Vi har siden 2015 arbejdet med aktionslæring i hele huset. Dette arbejde resulterer i mange små projekter, hvor vi sætter vores praksis under lup ved at formulere nogle forundringspunkter. Personalet mødes i mindre grupper hver måned og sparrer ift. aktionslæringsprojekterne.

Endnu et tiltag for at fastholde udviklingen og retningen mod et højkvalitetsdagtilbud i huset er, at hver medarbejder hver 6. uge modtager systematisk feedback. Her arbejdes der med medarbejdernes individuelle læringsmål.

Det vil vi kendes på

I forældrerådet drøfter vi med mellemrum, hvad vi gerne vil kendes på.
Vi vil gerne kendes på at her er styr på tingene, og at børn, forældre og medarbejdere synes her er rart at være, og at børnene trives og udvikler sig. Det oplever vi heldigvis, og vi tror på, at en af årsagerne er, at vi er velorganiserede og strukturerede i vores pædagogiske praksis. Vi stiller store krav til medarbejderne, og vi følger med i udviklingen indenfor vores fag. Vi indgår et tæt samarbejde med alle forældre om netop deres barns udvikling og trivsel, da det præcis er vores kerneopgave.

Pædagogisk læreplan for område Holbæk By

Sofiehavens tilsynsrapport fra december 2015



Feedback

Sidst opdateret

04.06.2018

Ansvarlig redaktør

Heidi Gry Nielsen