Dagtilbud Holbæk By Til dagtilbudholbaekby.holbaek.dk

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet i Sofiehaven er højt prioriteret. Vi ved, at forældre afleverer det bedste de har til os, når de tager på arbejde eller i skole, og det er altafgørende at de er trygge og i ro og mag kan tage på arbejde og vide, at deres børn har det godt.

Daglig dialog, samtaler og forældreråd

Den daglige dialog mellem personale og forældre er meget vigtig for alle parter. Vi vil altid gerne høre om det, hvis der er noget særligt, vi skal være opmærksomme på, f.eks. hvis jeres barn har sovet dårligt om natten eller andet, som kan have betydning for barnets dag i børnehuset.

Det muligt at skrive beskeder til os i ForældreIntra, men vi er også glade for den daglige dialog om morgenen og om eftermiddagen. Der er tryk på i ydertimerne, så det kan godt give lidt ventetid, hvis man skal aflevere eller tale med en voksen, men vi forsøger at tilgodese alle.

Det er via ForældreIntra, at vi skriver nyheder eller fortæller om kommende aktiviteter, så det er vigtigt, at alle forældre er fortrolige med at bruge dette. Vi hjælper gerne, hvis der problemer med at bruge ForældreIntra.

Forældresamarbejdet bygger på gensidige forventninger, og ligesom at I har forventninger til os, har vi naturligvis også forventninger til jer.

Vi inviterer til forældremøde i Sofiehaven hvert efterår. Her er der mulighed for at høre mere om børnenes dagligdag og netværke lidt med de andre børns forældre. Det er altid en hyggelig aften, med gode dialoger om børnene. Forældremødet er et godt sted at få afstemt de gensidige forventninger.

Samtaler er en vigtig del af samarbejdet mellem forældre og personalet

Når jeres barn har gået hos os i ca. tre måneder, bliver I tilbudt en samtale. Her vil vi typisk tale om, hvordan indkøringen er forløbet for både jer og os, og der er mulighed for at genopfriske nogle af alle de informationer I fik, da I startede.

Én gang om året afholder vi samtaler, hvor to medarbejdere fra barnets stue er til stede. Ved den årlige samtale tager vi udgangspunkt i observationsskemaet, Alle Med. Vi taler om barnets trivsel og udvikling, og om der er nogle områder, hvor vi i fællesskab bør være særligt opmærksomme.

Når barnet rykker fra vuggestue til børnehave, tilbydes en samtale hvor der deltager en voksen fra vuggestuen og en voksen fra den stue i børnehaven, hvor barnet skal gå. Her vil vi fortælle om, hvordan det er at gå i børnehave, og I kan orientere børnehavens personale om, hvis der er noget særligt omkring barnet, de skal tage højde for.

I tilbydes også en samtale, inden jeres barn skal skifte fra børnehave til skole.

Hvis der herudover opstår bekymring for barnet, er der altid mulighed for at tale med os om det.

Børnene deltager ikke ved samtalerne.

Forældrerådet

Forældrerådet har til opgave at varetage institutionens drift og udvikling inden for de mål og rammer, der er fastsat af Forældrebestyrelsen.
Man kan altid henvende sig til forældrerådets medlemmer eller lægge en notits i postkassen ved hovedindgangen, hvis man har forslag til emner, der ønskes drøftet.

Forældrerådet består af 5-6 forældrerepræsentanter, 2 medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder. Desuden er der valgt to suppleanter blandt forældrene.

Forældrerådets medlemmer

Forældre:

Kristoffer Grue Jensen - formand

Kim Schacht

Mette Thorsen

Katja Kjærsgaard

Katja Spring

Pia Eliasen

Medarbejdere:

Majbrit Petersson - pædagogmedhjælper

Karen Jørgensen - pædagog

Lise-Lotte Tilsted - pædagogisk leder



Feedback

Sidst opdateret

17.11.2017

Ansvarlig redaktør

Heidi Gry Nielsen