Dagtilbud Holbæk By Til dagtilbudholbaekby.holbaek.dk

Mad og madpakker

Vi lægger vægt på, at barnet får en ernæringsrigtig kost og får indsigt i, hvad der er sundt. Rammerne for måltiderne skal være rolige og hyggelige.

Al forplejning, ud over morgenmad, medbringes hjemmefra. Frokosten skal være i madkasse, og eftermiddagsmåltidet skal gerne være i en plasticpose. Madkasse og poser mærkes med barnets navn.

Formålet med Munkevængets måltidspolitik er, at barnet opnår et kendskab til ernæringsrigtig kost for derigennem at skabe grobund for bedre sundhed og livsvilkår for den enkelte hele livet.

Denne måltidspolitik er et tillæg til distriktets kostpolitik.

Morgenmåltidet

Vi spiser morgenmad fra åbningstid til vi rydder af bordet kl. 8.00. Der bliver serveret havregryn, hjemmebagt brød/boller, letmælk samt havregrød og müsli efter behov. Der er rosiner og honning til brødet. Alt er fortrinsvis økologisk. Børnene skal ikke selv medbringe morgenmad.

Hvis barnet ikke spiser den morgenmad, som vi serverer i børnehuset, forventer vi at det har spist hjemmefra.

Måltidet foregår under hyggelige former. Det er muligt at lege rolige lege i alrummet eller på en af stuerne. Leg foregår ikke ved det bord, hvor vi spiser.

Formiddagsmåltidet

Fra kl. 8.45 til kl. 10.15 er der mulighed for at spise et lille mellemmåltid fra madkassen. Vi appellerer til, at dette tidsrum overholdes, så der i tiden fra kl. 8.00 til kl. 8.45 ikke er børn der spiser. Det skyldes, at der er børn, som spiser mere af hygge end af sult, når de ser andre børn spise, hvilket kan afstedkomme, at der ikke er mere mad i madkassen, når vi skal spise frokost. Vi forventer, at barnet har spist, så det kan holde sig mæt til kl. 8.45. De yngste børn får formiddagsmad/frugt kl. 9.15.

Frokostmåltidet

Frokosten foregår ligeledes under hyggelige former i grupperne på stuerne og i alrummet. Vi øver hvordan rugbrødet spises sammen med pålægget, og at der spises op, før der tages en ny mad. Vi lægger vægt på, at det skal være hyggeligt at spise og have den gode dialog sammen. Vi rejser os fra bordet, når de fleste er færdige. Nogle børn får tilbudt at sidde med en voksen, hvis det kan være en hjælp. Indimellem læser vi bøger eller leger små lege, der egner sig til situationen. Til madpakken serveres der vand til alle, og økologisk letmælk indtil barnet fylder 2 år og 9 mdr.

Eftermiddagsmåltidet

Kl. 14.00 spiser vi den medbragte frugt/grønt på stuerne og i alrummet. Der serveres brød og vand til eftermiddagsmåltidet. Her gælder det også, at måltidet foregår i god ro og orden.

Der står vand til fri afbenyttelse i alrummet det meste af dagen . Derfor skal børnene ikke medbringe anden form for drikkelse så som juice, drikke yoghurt eller lignende. Børnene skal medbringe en drikkedunk med vand, når de skal på tur med madpakke.

 

Om kost og sundhed



Feedback

Sidst opdateret

15.05.2017

Ansvarlig redaktør

Heidi Gry Nielsen