Mit dagplejehjem
Jeg hedder Sanne og jeg har været dagplejer siden 1998.
Jeg er en rolig dagplejer med humor, synes jeg selv.
Det særlige ved mit dagplejehjem
Jeg lægger stor vægt på, at alle børn skal have den bedste start på livet og have mulighed for at være den bedste udgave af sig selv.
Nærvær, omsorg og tryghed vægter jeg meget højt.
Det er vigtigt at arbejde med gode og trygge relationer og jeg bestræber mig på at se verden ud fra børnenes perspektiv.
Alle børns følelser og behov er forskellige og alle skal favnes.
Børnenes hverdag
Jeg planlægger hverdagene efter børnegruppen og efter børnenes interesser.
Mit hus er indrettet, så vi kan lave lidt forskelligt f.eks. i legeværelset, i køkkenet i gangen samt udenfor.
Jeg tænker kreativt i alt, hvad jeg gør og jeg elsker at undersøge nye ting sammen med børnene.
Vi elsker at tegne, male, synge, danse, bage og læse bøger. Vi laver også yoga og rytmik.
Jeg vægter naturen og udelivet højt i næsten alt slags vejr. I vores have har vi bl.a. en sandkasse, et legehus og plads til at køre på køretøjer.
I haven finder man også frugttræer, bær og grøntsager, som vi hjælpes ad med at vande og passe om sommeren – der bliver også smagt på de forskellige ting.
Ved småture “ud af huset” har jeg en tvillingevogn. På længere ture bruger vi ladcyklen.
Vi tager på cykelture hele året. Det kan være en tur i skoven for at spise formiddagsmad og kigge på dyr.
Vi cykler også på tur til legepladsen, biblioteket, Orø, Andelslandsbyen eller vi besøger de andre dagplejere og børn.
Dagplejens legestue
En gang om ugen er vi i heldagslegestue sammen med de andre dagplejere og deres børn fra gruppen.
Mere info
Hvis du vil vide mere om mig eller ønsker et besøg, kan du kontakte min leder Anna Nygaard på tlf. 72 36 51 76.