Lone Jeppesen

Mit dagplejehjem

Jeg hedder Lone og jeg bor sammen med min mand Henrik.

Vi har en datter fra 1997 og en hjemmeboende søn fra 2004. Henrik har en datter fra 1999. Alle 4 vil I og børnene møde jævnligt i hjemmet.

Vi har akvariefisk, to russiske skildpadder og i ny og næ passer vi min datters bomuldshund, som dog ikke er sammen med dagplejebørnene.

Jeg har 18 års erfaring fra en integreret daginstitution - primært fra vuggestue og 2 ½ år i dagpleje. Jeg blev ansat i Holbæk bys dagpleje i 2022.

Det særlige ved mit dagplejehjem 

Mine værdier er at give børnene ro og anerkendelse, nærvær og tryghed.

Det er vigtigt for mig at være i øjenhøjde med dem, at skabe en tryg og stabil hverdag for børnene og sørge for et godt forældresamarbejde.

Børnenes hverdag

Hverdagen vil være præget af faste rutiner.

Børnene bliver inddraget i dagens rutiner og lærer bl.a. selvhjulpenhed, hvorigennem de opnår et styrket selvværd og en oplevelse af selvstændighed.

Vi er ude dagligt uanset vejr. Det kan være i haven, gåtur i nærområdet - og vi bruger vores ladcykel rigtig meget.

Det kan være til vores ugentlig rytmik med gruppen i Vipperødhallen, i skoven, på oplevelsescenter Nyvang, på biblioteket og når vi besøger kollegaer.

Dagplejens legestue

Vi gør meget ud af at besøge hinanden og at være sammen på kryds og tværs, når vi er i legestuen.

På den måde får børnene set de andre børn og voksne, hvilket giver tryghed, når de skal i gæstepleje.

Mere info

Hvis du vil vide mere om mig eller ønsker et besøg, kan du kontakte min leder Anna Nygaard på tlf. 72 36 51 76.

Senest opdateret 14-02-2025