Årets gang

De faste traditioner

I Dagplejen Holbæk By har vi vores fælles faste traditioner. Her kan du få et indblik i nogle af dem.

Fastelavn

Vi holder fælles fastelavnsfest i legestuen, hvor vi er klædt ud og slår "katten af posen".

Dagplejens dag

Den anden onsdag i maj måned afholder vi 'Dagplejens Dag'. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed på landsplan, hvor alle dagplejere og børn afholder arrangementer. Det er forskellige temaer, der er overskriften fra år til år, eksempelvis 'prinsesse og prinsefest', 'sansefest', 'indianertema' mv. Det vigtige er, at vi er sammen børn og voksne om en dejlig dag i fælleskabets tegn.

Royal Run

Fredag inden pinse afholder børn og dagplejere Royal Run enten hjemme i deres haver, på Fælleden eller på legepladser i nærområdet. Så bliver det løbet, spurtet, sat streger på hånd for at tælle omgange – og det er jo lidt kongeligt med kroner på og efterfølgende medaljer.

Motionsdag

Fredag i uge 41 her afholder vi på lige fod med skolerne motionsdag, hvor der løbes, kravles igennem tunneler, leger med faldskærm, sparkes eller kastes med bold og meget andet.

Udflugter

Alle dagplejere og børn tager mindst to gange årligt på en fælles heldagsudflugter, som enten kan gå til Naturskolen eller Strandparken, hvor der altid vil være planlagt flere aktiviteter og hvor børn og dagplejere er inddelt i grupper. Så spises der sammen og et af højdepunkterne er, når der soves til middag i enten telte eller på tæpper i græsset.

Derudover arrangerer de enkelte grupper en eller flere fælles ture om året. Nogle sejler til Orø og besøger Orøstrands dyrepark. Andre besøger den nærliggende Naturskole, Nyvang eller skov.

Småture forekommer meget hyppigt i dagplejehjemmene.

Julehygge

I december måned holder vi julehygge i grupperne, og hvor forældrene inviteres til julehygge i legestuen

Forældrekaffe

Fire gange årligt holder hver gruppe forældrekaffe i legestuen. Her er der desuden en mulighed for, at forældre kan blive præsenteret for evt. gæsteplejer.

Du kan følge os på dagplejens Facebookside.

Senest opdateret 22-03-2024