Børnehuset Sofiehaven huser hver dag op mod 110 børn i alderen nul til seks år. Vi er optagede af, at alle børn er unikke, og derfor skal de mødes forskelligt.
Vi er et lidt anderledes børnehus, fordi vi har børn på to etager. Vores vuggestuegrupper er i stueetagen, og børnehavegrupperne er på 1. sal.
Det er ingen hindring at komme op på 1. sal, hvis man er gangbesværet eller skal have en barnevogn med op, da vi har en elevator.
Det vil vi kendes på
I forældrerådet drøfter vi med mellemrum, hvad vi gerne vil kendes på.
Vi vil gerne kendes på, at her er styr på tingene, og at børn, forældre og medarbejdere synes, her er rart at være, og at børnene trives og udvikler sig. Det oplever vi heldigvis, og vi tror på, at en af årsagerne er, at vi er velorganiserede og strukturerede i vores pædagogiske praksis. Vi stiller store krav til medarbejderne, og vi følger med i udviklingen indenfor vores fag. Vi indgår i et tæt samarbejde med alle forældre om netop deres barns udvikling og trivsel, da det præcis er vores kerneopgave.
Planlagte læringsforløb
I Børnehuset Sofiehaven arbejder vi hver dag med planlagte læringsforløb. Det gør vi, fordi vi ved børn trives godt og udvikler sig bedst i mindre grupper.
Vi planlægger vores læringsforløb ud fra børnenes alder og udvikling, og styrker herved både det enkelte barn og den samlede gruppe. Hver stue har sin egen ugeplan der tilgodeser dette.
Observationsskema
Vi er optagede af, at alle børn lærer mest muligt, og denne udvikling følger vi i samarbejde med forældrene.
Vi benytter os af et observationsskema, der hedder "Alle Med". Skemaet udfyldes af os to gange årligt, og giver os et godt overblik over, hvorvidt det enkelte barn udvikler sig alderssvarende, og om der er områder, vi skal have øget fokus på.
Skemaerne kan også give os et billede af, om der er særlige områder, som stuen generelt bør fokusere på. Alle Med har følgende seks overskrifter:
- Sprog
- Socio-emotionel udvikling
- Leg
- Trivsel
- Hverdagsaktiviteter
- Sansning/Motorik
Tilsynsrapport for Børnehuset Sofiehaven 2021
Læreplan for Dagtilbud Holbæk By
Læreplansevaluering - Børnehuset Sofiehaven